Ny uddannelse indenfor design og anvendelse af kunstig intelligens
Den 28. juli var en spændende dag for alle, der havde søgt ind på en videregående uddannelse. DR satte fokus på emnet i løbet af dagen den 27. juli, og i den forbindelse var der stor opmærksomhed omkring den nye uddannelse som diplomingeniør i design og anvendelse af kunstig intelligens på AAU og Bachelor i kunstig intelligens på SDU.
Inden oprettelsen af de nye uddannelser i design og anvendelse af kunstig intelligens, er der lavet et grundigt forarbejde, blandt andet med en behovsanalyse blandt mere en 200 virksomheder. De blev spurgt om deres intentioner omkring brug af kunstig intelligens. Andreas Møgelmose, uddannelseskoordinator for den nye uddannelse på AAU fortæller at over 50% af de adspurgte virksomheder svarede at de allerede bruger, eller forventer at komme til at bruge, kunstig intelligens indenfor de næste tre år.
At det er en uddannelse som erhvervslivet efterspørger, kan vi her fra Ambolt AI kun sige stort JA til. Vi arbejder med en bred vifte af teknologierne i AI-værktøjskassen, og ser behovet for forskellige kompetencer indenfor kunstig intelligens.
Den nye uddannelse har fokus på både design, og ikke mindst anvendelse af kunstig intelligens med udgangspunkt i problemstillinger. Som det står i studiebeskrivelsen ”Du lærer at arbejde med data og programmering, og du lærer at finde den bedste model for kunstig intelligens til at løse lige præcis dét problem, du sidder med”.
Vi hilser den nye uddannelse meget velkommen, og glæder os til at møde de studerende undervejs i studiet som praktikanter. Og selvfølgelig senere når de er færdige med studiet og skal ud i job.